Den Europæiske Unions historie

Da en række lande gik sammen om at lave Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, lavede de ikke en plan for, hvordan samarbejdet skulle udvikle sig. Borgere, parlamentarikere og regeringer havde alle forskellige tanker og drømme om, hvad samarbejdet skulle ende med.

Med tiden er nye politikområder kommet til, flere lande er kommet med i samarbejdet ad flere omgange, og institutionerne har flyttet sig – nogle har fået mere magt i EU-systemet, mens andre har måttet dele ud af deres. Udviklingen er sket i takt med, at nye traktater er blevet vedtaget.

1951

Kul- og Stålunionen skulle sikre fred i Europa

© European Communities , 1951   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: –

 

Kul – og stålunionen grundlægges den 18. april 1951 med Paris-traktaten.

I 1950 holdt Frankrigs udenrigsminister Robert Schuman en tale, der kom til at få stor betydning for fremtiden i Europa. Han ville have landene til at arbejde tæt sammen økonomisk for at undgå flere store krige som Første og Anden Verdenskrig, der havde ødelagt kontinentet. Men han ville også sikre økonomisk vækst.

Hans plan gik ud på at oprette et fællesskab, der skulle kontrollere landenes produktion af kul og stål. Kul og stål er nemlig vigtige ressourcer, når man skal producere våben. Ved at kontrollere den kunne landene sørge for, at der ikke var nogen, der begyndte en ny krigsoprustning.

Talen, der fik navnet Schuman-erklæringen, førte til, at Frankrig, Holland, Belgien, Luxembourg, Vesttyskland og Italien i 1951 underskrev traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i Frankrigs hovedstad Paris.

Historikere siger, at Robert Schumann måske ikke kun var bekymret for verdensfreden. Frankrig havde nemlig også en særlig interesse i at støtte det europæiske samarbejde. Frankrig var f.eks. i gang med at genopbygge landet efter 2. verdenskrig og havde brug for billig kul fra Tyskland. Den franske magtposition blev samtidig udfordret af USA, som havde en interesse i, at Tyskland fik et normalt forhold til både Frankrig og de andre lande i Europa.

Med traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab oprettede landene nogle overstatslige institutioner, som ligner dem, vi kender i dag – f.eks. Den Høje Myndighed, der er forløberen til Kommissionen. Institutionerne skulle styre og regulere produktionen af kul og stål – forløberen til EU var en realitet.

1957

Fællesmarkedet bliver født

© European Communities , 1967   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: Franco Canti

 

Romtraktaten underskrives af de seks lande, og samarbejdet kommer til at hedde EF (Det Europæiske Fællesskab). Den nye aftale skaber et fælles marked, hvor bl.a. arbejdskraft og varer kan bevæge sig frit.

Landene var glade for samarbejdet i Det Europæiske Kul-og Stålfællesskab. I 1957 besluttede de sig for at udvide samarbejdet, da de underskrev Romtraktaten.

Romtraktaten skulle styrke og udvide samarbejdet, og indeholdt i virkeligheden to aftaler:
Romtraktaten, der dannede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF). Med EØF lavede landene et fællesmarked med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital, og så blev toldafgifterne mellem landene afskaffet. Den anden traktat, landene underskrev, var Euratomtraktaten, der er et samarbejde om atomkraft til fredelige formål.

Romtraktaten fastlagde rammerne for samarbejdet. Fællesskabet kom til at bestå af fire institutioner, og Den Høje Myndighed skiftede navn til Kommissionen. Der er sket meget siden, men fællesskabet begyndte så småt at tage sig ud som det, vi kender i dag.

1973

Danmark kommer med i fællesskabet

© European Communities , 1972   /  Source: EC – Audiovisual Service

 

Samarbejdet udvides nu for første gang med flere medlemslande. Danmark, Irland og Storbritannien bliver medlem af EF den 1. januar 1973.

I dag er vi måske vant til, at Danmark er medlem af EU, men vi var faktisk ikke med helt fra starten. Det kom vi i 1973, da fællesskabet for første gang blev udvidet. Danmark kom sammen med Storbritannien og Irland med, og EF gik fra at være seks til at være ni lande.

Inden Danmark kom med i EF, var vi med i et andet samarbejde med navnet EFTA. Danmark, Norge, Portugal, Schweiz, Storbritannien og Sverige havde oprettet EFTA som modtræk til EF, og der var altså opstået to økonomiske blokke i Europa. Danmark havde økonomiske interesser i begge blokke, men det var meget vigtigt at sikre den store danske landbrugseksport til Storbritannien, så da briterne søgte om optagelse i EF, gjorde Danmark det samme.

Både Danmark og Storbritannien havde to gange i løbet af 1960’erne søgt om at komme med i fællesskabet, men den franske præsident Charles de Gaulle modsatte sig det. Først da han var gået af som præsident, blev dørene åbnet for at byde nye lande velkommen, og i 1973 skete det så endelig.

1979

Direkte valg til Europa-Parlamentet for første gang

© European Union, 2018

 

Første direkte valg til Europa-Parlamentet. Den franske politiker Simone Veil bliver formand for Europa-Parlamentet efter det første direkte valg.

Hvert femte år går borgere over hele Europa til stemmeurnerne, når der er valg til Europa-Parlamentet. Men sådan har det ikke altid været. Før 1979 blev medlemmerne i Europa-Parlamentet nemlig ikke valgt ved afstemning, de blev i stedet udpeget i de nationale parlamenter, og sad på et såkaldt dobbeltmandat.

Før 1979 havde Europa-Parlamentet mest en rådgivende rolle i EF-systemet. Men med det direkte valg fik Europa-Parlamentet en styrket stemme og demokratisk legitimitet, og det kunne begynde at tilkæmpe sig mere magt. I dag laver Parlamentet budgettet og er medlovgiver sammen med Ministerrådet på næsten alle EU’s politikområder.

På det første møde efter det første direkte valg skulle Europa-Parlamentet finde sin første formand. Det blev franskmanden Simone Veil. Simone Veil var tidligere sundhedsminister i Frankrig, under anden verdenskrig var hun fange i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau, og hun var kendt for at få kæmpet en lov igennem, der gjorde abort lovlig i Frankrig i 1975.

Læs mere

1985

Landene samarbejder om grænser og paskontrol

© European Union , 2011   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: Johanna Leguerre

 

Schengenaftalen bliver underskrevet. Schengensamarbejdet ophæver personkontrollen ved de fælles grænser inden for Schengenområdet, opstiller fælles regler for passage af Schengen-områdets ydre grænser og giver ens visumregler for borgere fra lande udenfor EU.

I dag kan man køre fra Slagelse til Sevilla nærmest uden at opdage, at man passerer en landegrænse. Som borger i EU kan man nemlig rejse frit rundt i medlemslandene uden at skulle vise pas eller ID – med undtagelse af nogle få, midlertidige grænsekontroller. Det skyldes Schengen-samarbejdet.

I 1985 blev fem lande enige om at oprette et fælles område uden indre grænser på en båd på floden Mosel nær byen Schengen i Luxembourg. Schengen-samarbejdet skulle egentlig have været en del af EU, men medlemslandene kunne ikke blive enige om vilkårene. Det fik altså fem lande til at lave en aftale ved siden af EU.

Først i 1999, da Amsterdamtraktaten trådte i kraft, blev Schengen-samarbejdet en fast del af EU-samarbejdet. I dag deltager 22 EU-lande sammen med Norge, Island, Schweitz og Liechtenstein fuldt ud i samarbejdet.

Læs mere

1986

Fællesmarkedet bliver til det indre marked

© European Communities , 1986   /  Source: EC – Audiovisual Service

 

Den Europæiske Fællesakt (Fællesakten) undertegnes i Luxembourg 17. februar 1986 og i Haag 28. februar 1986. Målet er at etablere det indre marked.

I 1986 blev Rom-traktaten kigget efter i sømmene, og fællesmarkedet blev til det indre marked. Det havde længe været et ønske at gøre europæisk industri mere konkurrencedygtig, og til det formål vedtog landene Den Europæiske Fælles Akt, der afskaffede flere end 300 tekniske handelshindringer. Tekniske handelshindringer er krav, som kan gøre det sværere at sælge produkter i andre lande.

Der havde siden begyndelsen af 1970’erne været et uformelt samarbejde om udenrigspolitikken. Det samarbejde blev gjort formelt med Den Europæiske Fælles Akt, og landene formulerede for første gang en fælles udenrigspolitik, selvom det stadig var et mellemstatsligt anliggende.

Den Europæiske Fælles Akt gav samtidig mere indflydelse til Europa-Parlamentet, og så gav den mulighed for, at Rådet kunne træffe beslutninger ved kvalificeret flertal på nogle områder. Kvalificeret flertal betyder, at 55 procent af landene med mindst 65 procent af borgerne skal være enige, før noget kan vedtages. Før 1986 blev det meste besluttet ved enstemmighed, og på den måde forsøgte man at gøre det lettere for EU at træffe beslutninger.

1992

EF bliver til EU

© European Communities , 1992   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: Christian Lambiotte

 

Maastrichttraktaten danner nye rammer om samarbejdet – EF bliver til EU. Ved en folkeafstemning stemmer danskerne i første omgang nej til traktaten. Politikerne forhandler en ny aftale, der blandt andet indeholder Danmarks fire forbehold. Året efter bliver den nye aftale vedtaget.

I 1992 blev det europæiske fællesskab til en union, og EF gik fra at være et rent økonomisk samarbejde til at blive et bredere politisk samarbejde i EU. Landene underskrev Maastrichttraktaten og skabte tre søjler i det nye EU-samarbejde: Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, retlige og indre anliggender, og det klassiske EU-samarbejde som det indre marked og fiskeri- og landbrugspolitikkerne.

I Danmark skulle traktaten til folkeafstemning, men et flertal af vælgerne afviste den. Efter folkeafstemningen gik en række partier sammen om en aftale, som de døbte det nationale kompromis. Aftalen gik ud på, at danskerne skulle godkende Maastrichttraktaten, men at Danmark skulle stå uden for samarbejdet på en række områder.

Partierne forhandlede med de andre medlemslande om kompromiset i Edinburgh, og Danmark fik sine fire forbehold: Euroforbeholdet, retsforbeholdet, forsvarsforbeholdet og forbeholdet om unionsborgerskabet. Edinburghprotokollen blev efterfølgende vedtaget ved en folkeafstemning, og Maastrichttraktaten kunne nu gennemføres.

1997

EU udvider og optager Schengen

© European Communities , 1997   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: Carl Cordonnier

 

Amsterdamtraktaten underskrives den 2. oktober 1997, og den 28. maj 1998 stemmer et flertal af danskerne ja til traktaten ved en folkeafstemning. Amsterdamtraktaten udvider samarbejdet, og giver blandt andet EU mulighed for at lovgive om indvandring og civilret.


I 1997 skulle danskerne endnu engang til stemmeurnerne, denne gang for at stemme om Amsterdamtraktaten, og denne gang stemte de ja. Amsterdamtraktaten udvidede samarbejdet i EU, supplerede Maastrichttraktaten, og gav EU mulighed for at lovgive på områder som f.eks. indvandring og civilret.

Amsterdamtraktaten styrkede også samarbejdet omkring politi og strafferet for at gøre det lettere for medlemslandene at koordinere deres indsatser på tværs af landegrænser. Samtidig blev Schengen-samarbejdet en formel del af EU.

Og endnu engang blev Europa-Parlamentets rolle i EU styrket. Med Amsterdamtraktaten kunne man for alvor se Ministerrådet og Europa-Parlamentet som ligestillede medlovgivere.

1999

Euroen bliver indført


© European Union , 2014   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: Petras Malukas

 

Euroen bliver vedtaget. Valutaen indføres i 2002. I marts 2000 ønskede den danske regering at få euroforbeholdet fra 1993 ophævet. Et flertal af danskerne stemte nej til at ophæve forbeholdet.

Når man tager på badeferie i Sydspanien, kan man bruge de kontanter, man ikke fik brugt på skiferien i de østrigske Alper – uden at skulle veksle først. Det skyldes eurosamarbejdet. EU’s fælles valuta er euroen, og den er det eneste lovlige betalingsmiddel i de 19 lande, der til sammen udgør eurozonen, samt fire lande uden for EU, der er med i eurosamarbejdet.

Allerede med Maastrichttraktaten i 1992 havde landene besluttet, at der skulle være en fælles valuta. I 1999 oprettede landene så Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en). ØMU’en er et samarbejde om økonomisk politik, om en fælles valuta samt en fælles monetær politik styret af Den Europæiske Centralbank (ECB).

I Danmark betaler vi stadig med danske kroner. Det skyldes vores forbehold på euroområdet. Regeringen og daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen ville gerne have euroforbeholdet afskaffet, så de udskrev en folkeafstemning. Her stemte et klart flertal af danskerne nej til euroen, og vi beholdte altså vores krone som betalingsmiddel.

Læs mere

2003

EU gør klar til at modtage nye medlemslande


© European Communities , 2001   /  Source: EC – Audiovisual Service

 

Nice-traktaten træder i kraft. Traktaten har til formål at ændre EU’s institutioner, så EU er klar til at blive udvidet med en række lande fra Østeuropa.

Omkring årtusindskiftet arbejdede EU på at optage en række østeuropæiske lande efter Sovjetunionens sammenbrud ti år tidligere. EU ville næsten fordoble antallet af medlemslande, og for at være klar til sådan en stor ændring, vedtog landene i 2003 Nicetraktaten.

Nicetraktaten gjorde blandt andet, at flere af EU’s politikområder skulle vedtages ved kvalificeret flertal i Rådet. Før Nicetraktaten skulle Rådet på mange områder være enige, før de kunne vedtage noget, men mange lande frygtede, at det ville blive umuligt at blive enige med så mange lande omkring bordet.

Det blev også vedtaget at sænke antallet af medlemmer af Kommissionen, så hvert land kun havde én kommissær – før Nicetraktaten havde de store medlemslande to kommissærer hver. Derudover blev antallet af medlemmer i Europa-Parlamentet udvidet, og traktaten indeholdt en række ændringer i organisationen af EU-Domstolen.

2004

Den store østudvidelse


© European Communities , 2004   /   Photo: Maxwell’s-Irish Presidency

 

EU vokser til 25 medlemmer. De nye familiemedlemmer er Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn samt Cypern og Malta.

Den store østudvidelse i 2004 er en milepæl i EU’s historie: 10 nye lande fra Central- og Østeuropa slutter sig til EU’s 15 gamle medlemslande fra Vest- og Sydeuropa. Efter Sovjetunionens fald bliver Europa endelig forenet.

Efter mange års forberedelse er både EU og de nye lande klar til at indlede et samarbejde i 2004. Nicetraktaten, der trådte i kraft året før, har givet plads til nye medlemmer i Europa-Parlamentet, gjort beslutningsprocesserne i Ministerrådet mere smidige, og sikret alle lande én plads i Kommissionen.

Optagelsen af lande fra Østeuropa fortsætter i 2007, hvor Rumænien og Bulgarien kommer med i fællesskabet, og i 2013 er det så Kroatiens tur til at blive optaget. Det er foreløbigt den seneste gang, EU er blevet udvidet.

Læs mere

2007

Et mere moderne EU


© European Union , 2017   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: Marco Zeppetella

 

EU-landene underskriver Lissabon-traktaten. Formålet er at gøre EU mere demokratisk og blive bedre i stand til at møde klimaændringer, sikkerhed og bæredygtig udvikling. Traktaten træder i kraft den 1. december 2009.


Den seneste, store reform af EU var Lissabontraktaten, som blev vedtaget i 2007. Traktaten havde især tre hovedformål: Det skulle være lettere at træffe beslutninger i EU, der skulle være mere fokus på åbenhed og demokrati i EU, og så skulle traktaten gøre EU bedre i stand til at tackle globale udfordringer.

Det blev blandt andet vedtaget, at møder i Ministerrådet skal være åbne, og der blev indført de såkaldte borgerinitiativer, der giver almindelige EU-borgere mulighed for at stille forslag til lovgivning.

Derudover fik den højtstående repræsentant for udenrigspolitiske spørgsmål flere nye opgaver. Vedkommende er blandt andet med til at skabe en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og skal repræsentere EU i verden. Man kan derfor til dels se posten som EU’s udenrigsminister.

2016

Storbritannien forlader EU

© European Union , 2016   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: Lieven Creemers

 

Den 23. juni 2016 stemte et flertal af briterne ved en folkeafstemning for Storbritanniens udtræden af EU. Det er første gang, at et land forlader unionen, og der er forhandles lige nu om, hvordan det kan lade sig gøre.

Efter en lang og ophedet valgkamp skulle briterne til stemmeurnerne torsdag d. 23. juni 2016. Afstemningen handlede om, hvorvidt Storbritanniens fremtid var indenfor eller udenfor EU. Et flertal af briterne stemte for at forlade unionen.

Det er første gang, at et medlemsland forlader Den Europæiske Union, og forhandlere fra Storbritannien og EU er lige nu ved at blive enige om, hvordan det skal foregå. De skal eksempelvis blive enige om, hvor mange penge Storbritannien skal betale til EU, og om britiske virksomheder stadig skal have adgang til det indre marked.

Forhandlerne har indtil marts næste år til at blive enige om en aftale, for lørdag den 30. marts 2019 ved midnat skal aftalen gennemføres, og Storbritannien skal forlade EU.

Læs mere